nyheder 2006

18.12.06 .:: Dato og program for XTERRA Denmark 2007 ::.

Vi håber på at kunne gentage successen med den første XTERRA Denmark event bare med mange flere deltagere og bedre vejr! Eventen vil finde sted d. 18. august 2007 samme sted men med en masse nye tiltag.

- Der vil være en ny event på programmet nemlig off-road duathlon, så alle som ikke ønsker at svømme men er friske på at deltage i XTERRA har nu chancen.

- Halv eller den såkaldte sport distance på off-road triathlon, dvs. en omgang af hver disciplin, hvor man har mulighed for at prøve en lidt lettere udgave af XTERRA. Den giver dog ikke kvalifikation til verdensmesterskabet.

Hjemmesiden vil blive opdateret snarest og registrering åbne, men sæt kryds i kalenderen allerede nu!

05.11.06 .:: Carter og McQuaid vinder verdensmesterskabet på Maui ::.

Den olympiske mester i triathlon Hamish Carter fra New Zealand vandt sin første XTERRA VM titel og canadiske Melanie McQuaid kunne for tredie gang kåres som mester i kvindernes event d. 29. okt. 2006.

Hawaiin Airlines Double konkurrencen for deltagere i både Ironman og XTERRA verdenmesterskaberne på Hawaii, som bliver afholdt med en uges mellemrum blev vundet af Eneko Llanos og Sibylle Matter (pro kategori), Thomas Vonach og Barbara Alber (amatørkategori).

Nissan Xterra World Championship er sidste stop i XTERRA Global Tour - turen består af over 100 kvalificerende events afholdt i Brasilen, Saipan, Tyskland, New Zealand, Mexico, Frankrig, Danmark, England, Tjekkiet, Spanien, Italien, Sydafrika, Japan & USA. Feltet bestod af 575 deltagere fra mere end 25 nationer og 39 amerikanske stater.

Læs om eventen i XTERRA rapport.

 

16.10.06 .:: Nissan XTERRA World Championship 2006 nærmer sig ::.

Om mindre end to uger (29. okt.) finder verdensmesterskabet for off-road triathlon sted på Maui, følg med på www.xterraplanet.com

03.10.06 .:: XTERRA US Championship Lake Tahoe ::.

I weekenden blev det amerikanske XTERRA mesterskab afholdt i Lake Tahoe, Nevada. Amerikaneren Seth Wealing vandt mændenes event og den regerende XTERRA verdensmester fra Canada Melanie McQuaid løb af med sejren i kvindernes. Begge triathleter kunne også krones som vinder af XTERRA US Series 2006. Læs mere om den spændende event på www.xterraplanet.com

14.09.06 .:: Vindere af XTERRA European Tour 2006 ::.

Renata Bucher vinder for andet år i streg den europæiske XTERRA tour med en perfekt sæson som vinder af XTERRA France, Italy, Czech, Spain, og Great Britain.  Nico Lebrun kunne med tre sejre (Italy, Czech, Denmark), en anden plads i Frankrig og en tredieplads i Tyskland kåres som vinder af touren 2006. Se samlet stilling for elite og aldersgruppe på www.xterraeurope.com

13.09.06 .:: Sidste stop i den europæiske tour - XTERRA Germany ::.

Sebastian Kienle og Carina Wasle vandt det sidste stævne i den europæiske tour i Titisee - XTERRA Germany - lørdag d. 9. sep. 2006. Se resultater mm på www.xterra.de

08.09.06 .:: Ekstreme vejr forhold for XTERRA UK ::.

XTERRA UK måtte sidste weekend pga. ekstreme vejrforhold ændres til en duathlon. Renata Bucher bragte endnu en sejr i hus i kvindernes event og Seth Wealing vandt mændenes løb. Læs mere på www.xterra.co.uk

01.09.06 .:: Fantastisk løbsrapport fra XTERRA organisationen ::.

Læs præsidenten for XTERRA Global Tour Dave Nicholas løbsrapport om XTERRA Denmark 2006, der gæstede Århus i forbindelse med eventen.

26.08.06 .:: Takahashi og Jamie Whitmore vinder XTERRA Japan 2006 ::.

Læs mere om eventen på xterrajapan.net

18.08.06 .:: Kvalificerede deltagere til Nissan XTERRA World Championship 2006 ::.

34 atleter til XTERRA Denmark 2006 har kvalificeret sig til Nissan XTERRA verdensmesterskabet d. 29. okt. 2006 på Maui.

Hjertelig tillykke! Hvis du er interesseret men ikke har kvalificeret dig, så har du chancen endnu. Vinderne har frist frem til mandag til at tage deres slot derefter videregives de næste deltager i aldersgruppen. Se listen. For spørgsmål venligst kontakt løbsdirektør Anna Karin Jørgensen.

17.08.06 .:: STOR TAK til alle deltagere, sponsorer og hjælpere! ::.

XTERRA Denmark takker alle deltagere, sponsorer og hjælpere for deres støtte til eventen og håber på at se alle og gerne mange flere i 2007!

13.08.06 .:: Verdensmesteren Nicolas Lebrun og Julie Dibens vinder XTERRA Denmark 2006 ::.

Det våde vejr i weekenden lod ikke til at slå deltagerne ud, tværtimod. Det var en rigtig sjov og spændende event. Julie Dibsen var første deltager op af vandet, meget imponerende. Mændene overtog dog hurtigt på mountainbiken og den regerende XTERRA verdensmester Nicolas holdt sin 1.plads efter cyklingen og vandt i tiden 2:10:19. Engelske Julie Dibens holdt førerpositionen i kvindernes løb og kom først i mål efter 2:22:54. Se resultater og fotos fra eventen under linket resultater.

11.08.06 .:: XTERRA Denmark Scramble 10 km::.

46 deltagere var meldt til den første event i XTERRA Denmark eventen her i weekenden. Mange lokale stillede op sammen med et par udlændinge fra UK, USA, Tjekkiet og Tyskland. Vinderen blev Tomas Ondracek fra Tjekkiet i tiden 36:35 og Lisbeth Crafack vandt kvindernes kategori i tiden 47:45. I morgen går det løs med off-road triathlonen - vel mødt!!

11.08.06 .:: After Party....... ::.

Fatter Eskil, Skolegade 25, Århus byder alle XTERRA atleter velkommen i gårdhaven med speciel pris på fadøl efter eventen mellem kl. 20.00-21.00. Bandet Jordan Drive spiller indenfor kl. 22.00 - Kom forbi og afslut XTERRA Denmark 2006 med en hyggelig aften i godt selskab!

10.08.06 .:: Resultater og billeder fra XTERRA Denmark ::.

Resultater og diplom for XTERRA Denmark finder du hos Ultimate Sports Service. Cphotography, Claus Pedersen og hans team tager billeder til eventen - se og køb dem efter eventen på http://xterra.cphotography.com/

08.08.06 .:: Ruteinspektion ::.

Da ruterne først må markeres dagen inden eventen vil der blive arrangeret fortræning på mountainbike og løberuten onsdag og torsdag kl.19.00 og kl. 20.30. Mødested start- og målområde i Hørhaven, Marselisborg Skov, Ørneredevej 23, 8270  Højbjerg

03.08.06 .:: Lækre sponsorpræmier til Scramble ::.

Saucony løbesko, Polar ure og rejsetasker fra Jeva er præmierne til top 3 m/k i Scramble. Meld dig til nu!

01.08.06 .:: Du kan nå det endnu! ::.

Tilmelding til Scramble og XTERRA Junior terrænløb samt XTERRA Denmark off-road triathlon er forlænget til og med d. 10. august, så du kan nå det endnu. Husk man kan også stille op i hold. Mere end 15 nationer er repræsenteret på startlisten, så det bliver et internationalt felt med elite og motionister, kom og vær med i Hørhaven d. 11-12. august 2006!

30.07.06 .:: Næste stop på touren er XTERRA Denmark!!!! ::.

Så nærmer den 11.-12. august sig med hastige skridt. Mange spændende atleter har allerede tilmeldt sig, 15 nationer er pt. repræsenteret. Du kan stadig nå at tilmelde dig eventen - Scramble 10 km terrænløb, XTERRA Junior terrænløb for børn og XTERRA off-road triathlon individuel eller hold.

30.07.06 .:: Hector Llanos vinder på hjemmebane XTERRA Euskadi 2006 ::.

I går fandt XTERRA Euskadi sted i Bakio, Spanien. Brødrene Llanos havde tæt opløb, men Hector løb af med sejren foran sin bror og to x XTERRA verdensmester Eneko Llanos i tiden 2:22:41. Renata Bucher var atter suveræn i kvindernes løb og tog sin femte sejr i XTERRA touren, meget imponerende. Læs mere om eventen og se resultater på www.xterraeuskadi.com

29.07.06 .:: Endnu en triumpf for verdensmesteren Nico Lebrun ::.

Nico Lebrun kan i dag igen kalde sig vinder denne gang i XTERRA Brazil 2006. Candy Angle vandt kvindernes løb. Læs mere på www.xterrabrazil.com

24.07.06 .:: CompetingToHelpKids.com og Nico Pfitzenmaier ::.

Nico Pfitzenmaier, tysk elite atlet, har netop tilmeldt sig XTERRA Denmark. Igennem sport og et spændende projekt ved navn www.competingtohelpkids.com ønsker han at hjælpe børn i nød i Mozambique. Læs mere om projektet og Nico på hans hjemmeside www.competingtohelpkids.com

18.07.06 .:: Road Bike Shop mekaniker og Compex restitution ::.

Road Bike Shop er officiel cykel shop og mekaniker for XTERRA Denmark! Her finder du alt, hvad du mangler til cyklen mm. og en af deres professionelle mekanikere vil være til stede inden eventen og være behjælpelig med eventuelle reparationer af din cykel.

Endvidere vil Compex være repræsenteret på stævneområdet og efter løbet tilbyder de gratis restitution til alle deltagere. Kom og prøv Compex imens du får en snak med en af deres eksperter om, hvordan du kan bruge Compex i din træning.

13.07.06 .:: Frivillige hjælpere søges! ::.

Det er ikke muligt at arrangere en event som XTERRA Denmark uden en masse hjælp fra frivillige hjælpere. Vi har brug for officials ude på ruterne og hjælpere til de forskellige væskeposter, så hvis du har lyst til at blive involveret i eventen, få en sjov dag i skoven med XTERRA atleter og er frisk på give en hånd med fredag d. 11. og/ eller lørdag d. 12. aug. så meld dig endelig som hjælper under frivillige  Alle hjælpere får en smart XTERRA t-shirt som TAK for hjælpen!

05.07.06 .:: Deltag i XTERRA holdstafet ::.

Kunne du tænke dig at være med i XTERRA Denmark men er ikke klar på alle tre disipliner, så tag fat i vennerne eller kollegaerne og lav et hold og deltag i holdstafetten! Der er trofæer til vinderne.

04.07.06 .:: Rutekort for XTERRA Denmark 2006 er endelig klar ::.

Se rutebeskrivelse, kort samt mountainbike profil under løbsinformation og ruter.

03.07.06 .:: X-treme cup '06 ::.

XTERRA Denmark og Fredericia Triathlon samarbejder om en ny og anderledes udfordring til især danske triathleter nemlig X-treme Cup - at deltage i og gennemføre triathlonstævnet Faxe Kondi Vikingman d. 6. august i Fredericia og XTERRA Denmark off-road triathlon ugen efter d. 12. august i Århus. Det betyder alt i alt 3400 m svømning, 118 km cykling og 31 km løb! Der gives rabat på tilmelding samt gode præmier til vinderne med de hurtigste kombinerede tider i kategorierne herre og dame u/40 og o/40. Rabatten udbetales ved afhenting af XTERRA startpakke!

Eskild Ebbesen

Læs mere om Faxe Kondi Vikingman på www.triathlonfredericia.dk


28.06.06
.:: XTERRA - ny udfordring for Eskild Ebbesen ::.

Eskild Ebbesen, tidligere eliteroer i absolut verdensklasse har taget en ny udfordring op, nemlig XTERRA Denmark. Eskild har bl.a. vundet OL i 1996 og 2004 med den verdenskendte danske "guldfireren", flere verdensmestertitler og blev i 2004 kåret til Årets Idrætsprofil. Han har nu valgt at stille op i XTERRA off-road triathlon den 12. aug. 2006 i Marselisborg Skov, vi glæder os at se Eskild Ebbesen til start!

27.06.06 .:: XTERRA Czech - Renata og Nicolas gør det igen! ::.

Tredje stop på den europæiske XTERRA tour fandt sted lørdag d. 24. juni i Tjekkiet. Renata Bucher og Nicolas Lebrun gentog succesen fra Italien for et par uger siden og vandt mesterskabstitlen for XTERRA Czech 2006. Renata har nu hele 4 sejre i XTERRA serien 2006! Mon hun kommer til Århus og vinder der også?

Se mere på www.xterra.cz

26.06.06 .:: Nogle ændringer ::.

Venligst tjek event program og læs regelsæt grundigt, da et par ændringer for XTERRA Denmark 2006 er foretaget.

24.06.06 .:: XTERRA Mexico debut i dag ::.

Den første XTERRA event i Mexico fandt sted i dag - læs mere på hjemmesiden www.xterramexico.com

23.06.06 .:: Jeva sponsorerer XTERRA Junior event ::.

Jeva, producent af skoletasker, rygsække, rejsetasker og tilbehør, sponsorerer XTERRA Junior.

20.06.06 .:: Tilmeld dig nu!! ::.

Vær opmærksom på at tilmeldingsgebyret stiger pr. 1. juli med 100,- kr, så tilmeld dig nu til XTERRA Denmark off-road triathlon, vent ikke til sidste øjeblik!

16.06.06 .:: XTERRA Junior tilmelding åben nu ::.

Vi arrangerer et sjovt og spændende terrænløb for børn og unge i Marselisborg Skov i forbindelse med XTERRA Denmark off-road triathlon. Tilmeldingsblanket under linket registering XTERRA Junior.

15.06.06 .:: XTERRA Firmadyst - lokale virksomheder søges! ::.

XTERRA Denmark organisationen ønsker på en alternativ måde at involvere lokale virksomheder i den første XTERRA event, således vil mange århusianske virksomheder i denne uge modtage en invitaiton til XTERRA firmadysten samt opfordres til at deltage i holdstafet. Vi søger 20 virksomheder til firmadysten, som vil konkurrere og udfordres i 5 forskellige events: sport, kunstmaling, håndværk, paratviden og sang. Hvis jeres firma er interesseret i at deltage i de ovennævnte aktiviteter, er I naturligvis meget velkommen til at kontakte os, se under kontakt.

08.06.06 .:: High End Sport og Saucony - Ny sponsor ::.

Nu har High End Sport og Saucony løbesko koblet sig på som sponsor til XTERRA Scramble. High End Sport har forretninger i Århus og Fredericia - et seriøs løbestudie, hvor man finder udstyr til løb, cykling og fitness.

05.06.06 .:: Renata gør det igen i XTERRA Italy! ::.

Andet løb i den europæiske XTERRA tour - XTERRA Italy løb af stablen søndag d. 4. juni i den lille landsby Villacidro på Sardinen - Denne gang vandt Nicolas Lebrun og kan tilføje endnu en XTERRA titel til sit CV med sejren i XTERRA Italy ligesom Renata Bucher gentog sin succes fra sidste uge i Frankrig og for tredie gang i år kunne krydse målstregen først - Imponerende!

Resultater og fotos på www.xterraitaly.it

29.05.2006 .:: XTERRA France debut i weekenden ::.

XTERRA debuterede denne weekend i Frankrig og dermed gik starten også på XTERRA European Tour. Franskmanden Cedric Fleureton kom hurtigst igennem de 1500 m svømning, 30 km mountainbike og 10 km terrænløb. Han vandt lige foran landsmanden og den regerende verdensmester Nicolas Lebrun i tiden 2:20:07. Renata Bucher fra Schweiz kunne efter sejren i XTERRA Saipan tidligere på året for anden gang krone sig som vinder og løb af med den kvindelige mesterskabstitel for XTERRA France 2006 (2:51:10).

Se resultater på ats-sport.com

21.05.2006 .:: XTERRA verdensmesteren Nicolas Lebrun stiller op i Århus ::.

Den regerende XTERRA verdensmester Nicolas Lebrun har netop tilmeldt sig XTERRA Denmark!

Efter to gange på podiet i henholdsvis 2002 og 2003 kunne han stille sig øverst på skammelen i NISSAN XTERRA World Championship 2005 på Maui.

Nicolas Lebruns CV er imponerende - otte XTERRA sejre, to verdensmestertitler i vinter triathlon (1999 & 2000), adskillige podiepladser ved verdensmesterskaberne i duathlon samt titlerne "Top 5 World Best Triathlete of the Year" (Triathlete U.S.) og "Off-road Athlete of the Year" (Competitor Magazine) i 2005.

Kom og deltag i XTERRA Denmark med Nico d. 12. august 2006!

Nicolas Lebrun

18.05.2006 .:: Proof of Life deltager i XTERRA Denmark ::.

KRÆFTPRÆSTATIONEN / PROOF OF LIFE - Et initiativ for og med unge voksne kræftoverlevere med viljen til sejr!

Tretten unge med en kræftdiagnose gør klar til at gennemføre den ultimative fysiske præstation, KILIMAN - som foruden bestigning af Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, inkluderer 248 km mountainbike og 42 km løb i februar 2007. De vil gerne vise alle, at en kræft-mærket krop kan rumme imponerende potentialer, og at det er muligt at udnytte og vende en livstruende sygdom til øget styrke, selvindsigt og selvtillid.

Syv medlemmer af gruppen Proof of Life samt deres fysioterapeut har accepteret invitationen til at deltage i XTERRA Denmark, som nu er et af deres delmål. Det er med stor glæde, at vi kan byde dem velkommen til start i Århus d. 12. august 2006. Læs mere om det imponerende projekt på deres web: www.proofoflife.dk hvor det også er muligt at støtte gruppen i gennemførelsen af projektet!

02.05.2006 .:: Så går starten på XTERRA European Tour snart ::.

Sidst i maj går startskuddet på den europæiske XTERRA tour i Saint Raphael i Frankrig. Der er ligesom i Danmark 34 pladser til Nissan XTERRA verdensmesterskabet samt 15.000 EUR i pengepræmier og de har stadig ledige pladser, så det er endnu muligt at tilmelde sig og husk at hvis man deltager i mindst to af de europæiske XTERRA 2006 events, optjener man point og deltager i XTERRA europamesterskabet!

Læs mere om XTERRA France på: www.xterra-saint-raphael.com

21.04.2006 .:: Specielle XTERRA priser ::.

XTERRA Denmark har indgået aftaler med Helnan Marselis Hotel og Scandic Hotellerne i Århus, så XTERRA deltagere nu kan få nogle helt specielle og meget gode priser på hotelovernatning i byen i forbindelse med eventen. Så gør en weekend ud af det og kom til Århus! Vi har masser af sjov på programmet. Læs mere under Rejse & Ophold

14.04.2006 .:: XTERRA Tribe mødes i stort tal ::.

Den 8. april 2006 samledes en bemærkelsesværdig stor gruppe af udendørs entusiaster til Adidas XTERRA New Zealand Championship i Rotorua. 2500 deltagere eller medlemmer af XTERRA Tribe - et imponerende antal - terrænløbere, walkers, mountainbikers og triathleter satte hinanden stævne i sidste weekend til en 11 km og 21 km løbe- eller gåtur, 30 km mountainbikerace og endelig XTERRA off-road triathlon. Hamish Carter vandt sin tredje XTERRA New Zealand titel i tiden 2:32:08 og Gina Ferguson vandt kvindernes løb i tiden 3:01:10 og dermed det tredje XTERRA stævne i den globale tour.

Læs mere på: www.xterranz.com

03.04.2006 .:: Schweizisk triumf i Saipan ::.

Andet stop på XTERRA Global Tour var i Saipan, lørdag d. 1. april, hvor XTERRA atleter

igen dystede om pengepræmier og slots til NISSAN XTERRA verdensmesterskabet på Maui.

Sejren var ren schweizisk, da Olivier Marceau og Renata Bucher vandt henholdsvis

mændenes og kvindernes division. Renata Bucher imponerede med en ny rekord for kvinder - 2:49:00 - og ikke mindst en samlet anden plads lige efter Olivier Marceau (2:35:06)!

Mere info og resultater findes på: www.xterraplanet.com

Renata Bucher

27.03.2006 .:: Start på den globale XTERRA Tour 2006 ::.

Startskuddet til den globale XTERRA serie 2006 gik i weekenden i Western Cape, Sydafrika, hvor den tidligere 2 x XTERRA verdensmester og sydafrikaner Conrad Stolz løb af med sejren i tiden 2:40:49 og dermed for tredje gang kunne stille sig øverst på podiet for XTERRA South Africa. Michelle Lombardi ligeledes fra Sydafrika vandt kvindernes løb i tiden 3:14:16.

Læs mere på: www.xterrasa.com

22.03.2006 .:: XTERRA Denmark flytter til Århus ::.

Da vi desværre har haft svært ved at finde relevante samarbejdspartnere til stævnet i Viborg har vi været nødsaget til at flytte XTERRA Denmark til en anden by.

Det er med stor glæde, at vi kan præsentere Århus, som den nye værtsby for XTERRA Denmark 2006!

Århus er en storby af internationalt format, hvor man kan kombinere sport med en masse spændende kulturelle oplevelser. Det er let at komme til byen og den byder på masser af overnatningsmuligheder og attraktioner.  

I samarbejde med Aarhus 1900 Triathlon klub og med støtte fra VisitAarhus og Sport Aarhus Events vil vi arrangere XTERRA Denmark off-road triathlon med 1500 m svømning, 28 km mountainbiking og 10 km terrænløb den 11.-12. august 2006 i den smukke Marselisborg Skov, Århus.

Anna Karin
16.01.2006 .:: Velkommen til XTERRA Denmark ::.
Velkommen til XTERRA Denmark! Efter at have arbejdet 4 år på Club La Santa, Lanzarote med organisationen af diverse events bl.a. Lanzarote Ironman, blev jeg bidt af triathlon og gennemførte selv tre Ironmen. Nu er jeg imidlertid tilbage i Danmark og vil i samarbejde med Viborg Gymnastik- og Idrætshøjskole og Viborg Turistbureau organisere den første XTERRA off-road triathlon event her i landet i Viborg. Jeg håber mange nationale og internationale triathleter, cykelryttere og løbere vil gøre mig selskab på nogle sjove og udfordrende XTERRA dage den 25.-26. august 2006 i Viborg.

Vi ses! Anna Karin Jørgensen

 

15.01.2006 .:: Nyt XTERRA site ::.
Nyt XTERRA site er under opbygning - her vil du kunne læse stort og småt om konceptet, der omfatter svømning, cykling og løb i terræn. Sitet vil løbende blive opdateret med nyheder vedrørende eventen, som skal løbe af stablen i august 2006.

Web

til top

.

Sport Aarhus Events Aarhus Kommune